Falck pålagt at udlevere fortrolig aktionæraftale

Regionsrådsmedlem og formand i Danske Regioner, Bent Hansen (S)

Ambulancekoncernen Falcks kørsel med slukkede lyg­ter omkring ambulanceudbuddet i region Midtjylland bliver nu forsøgt stoppet af regionens politikere. Regio­nen er en af Falcks store og mangeårige kunder, og den sender hvert år en check på et trecifret millionbeløb for ambulancekørsel til Falcks hovedkvarter på Polititorvet i København. Sagen er kommet frem, efter Økonomisk Ugebrev har afdækket Falcks nære relation til den tid­ligere eneste private konkurrent på området for ambu­lancekørsel, virksomheden Responce i Horsens, som Falck efterfølgende købte i april.

Den særegne konstruktion gik ud på, at ledelsen i Responce kunne købe sig fri af Falck for at “stå på egne ben,” som det blev formuleret af Responce adm. direk­tør Michael Sørensens, da Falck købte storaktionæren i Responce, tyske GARD, i 2013. Men hverken Falck eller Responce oplyste offentligt, at millionerne til købet af Responce ved adm. direktør og ejer, Michael Sørensen, var lånt af netop Falck. Samtidig havde Falck sikret sig pant i Michael Sørensens aktier, og ejerskabet blev pla­ceret i tyske Brava Holding.

Advokater tropper op i Responce

Michael Sørensen gled ud af bestyrelsen i Responce, men er fortsat adm. direktør. I stedet blev han formand i Brava Holding. Det mindre selskab valgte samtidig at få to advokater ind i bestyrelsen i Responce. De kom fra forskellige advokatfirmaer, sad i såvel Brava Holdings som Responces bestyrelse, og den ene af advokaterne, Esben Bigaard fra Aumento, blev formand.

Ifølge Mi­chael Sørensen var formanden “hans mand”, men Esben Bigaard har antageligt tætte forretningsmæssige forbin­delser til en mangeårig Falck-mand. Ifølge www.advokat-noeglen.dk er han kollega til advokat Frederik Madsen, som har været tilknyttet Falck siden 2002. Han er Falcks Vice President i Group Human Relations and Corporate Culture, og tidligere bestyrelsesmedlem i koncernchef Allan Søgaards private investeringsselskab LIBERATIO, der primært investerer i Falck Holding og andre værdipapirer.

Falck ind – advokater ud

Med Falcks køb blev de to advokater skiftet ud med blandt andre Lars Vester Pedersen, vicedirektør i Falck, hvor han har været siden 1979. Ifølge Falck og Michael Sørensen kunne Michael Sørensen – uagtet lånet fra Falck – operere frit, da de to havde indgået en fortrolig aktionæroverenskomst. Ifølge de to parter sikrede den Michael Sørensen fri­heden. Sådan er det i hvert fald blevet oplyst, men ak­tionæroverenskomsten har indtil nu være hemmelig, og det vides endnu ikke i hvilket omfang, låneaftalen eksempelvis er skrevet ind i aktionæroverenskomsten. Eller om der er tale om to uafhængige dokumenter.

Aflever Falck

Det er netop den aktionæroverenskomst, politikerne nu vil have fingre i. Kravet blev besluttet på seneste møde i Regionens forretningsudvalg, oplyser regionspolitiker Anne V. Kristensen (V), der tog sagen op på baggrund af Økonomisk Ugebrevs afdækning af sagen.

Falck oplyser, at man forsat vil køre med slukkede lygter, da man helst vil fremvise overenskomsten til re­gionen i fortrolighed.

Regionsrådsmedlem i Region Midtjylland, Anne V. Kristensen (V)

“Jeg forventer, at politikerne i forretningsudvalget nu får aktionæroverenskomsten at se. Vi har efterspurgt den, som en del af Regionens øverste ledelse. Fortrolig­hed er vi vant til at håndtere,” siger Anne V. Kristensen. Hun vil blandt andet finde ud af, om det var lovligt, at Falck og Responce ikke fremviste aktionæroverenskom­sten forud for regionens seneste milliardudbud af am­bulancekørsel.

Falck og Responce støvsugede regionen

Ved udbuddet blev de to virksomheder vindere af de mangeårige kontrakter. Området var delt op i seks. Responce bød som noget nyt på et område ved Herning og Silkeborg, men Falck vandt. Falck bød på fem ud af de seks områder. Man måtte ikke byde på seks. Responce slap for konkurrence fra Falck på kontrakten i Horsens, hvor Falck ikke valgte at byde, så Responce, eller nær­mere Falck, kører nu de fem ud af seks kontrakter, men ikke på Samsø.

Falck har ikke oplyst Region Midtjylland om relatio­nen til Responce forud for udbuddet. I stedet valgte Falck med krav om fortrolighed uformelt at fremvise aktionæroverenskomst og låneaftale for Konkurrence­styrelsen og regionsrådsformand Bent Hansen (S) fra Region Midtjylland. Sådan er det i al fald blevet oplyst over for Økonomisk Ugebrev af Falck, der dog ikke præ­cist vil forklare, hvad der er oplyst til de to parter.

Danske Regioners formand: Jeg er ikke budbringer

Såvel Konkurrencestyrelsen som Bent Hansen hen­holder sig til den fortrolighed, Falck betingede sig. Men Bent Hansen siger dog, at han ikke mener at have set en låneaftale. Og modsat Falck siger han, at det ikke er hans opgave at fortælle Falcks kunde – Region Midtjyl­land – om de aftaler, han er blevet præsenteret for.

Efter de seneste udbud af ambulancekørsel i regio­nerne, der betaler cirka tre mia. kr. årligt for ambulan­cekørsel, er situationen den, at Falck er største aktør i regionerne Hovedstaden, Sjælland, Nordjylland og Midtjylland. Kun i Region Syddanmark er der egentlig konkurrence til giganten Falck fra den nye spiller, hol­landske BIOS.

Læs artiklen fra Økonomisk Ugebrev her.

 

Scroll Up