Professor: Falck har et problem med sine værdier

Professor og centerleder Institut for Statskundskab Aarhus Universitet, Peter Munk Christiansen

Den globale redningskoncern Falcks måde at agere over for den væsentligt mindre konkurrent Bios møder kritik fra eksperter. Dels har Falck meget svært med at efterleve de principper for troværdighed, virksomheden har udstukket for sig selv, og dels er indsatsen for at stække Bios helt ude af proportioner.

Peter Munk Christiansen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, har læst Økonomisk Ugebrevs artikel: “Falck drev efterretningsvirksomhed mod Bios”.

“Det er en interessant historie. Jeg har fulgt sagen med Falck og Bios fra sidelinjen, og jeg har undret mig over, det skal være så svært at drive et ambulancefirma. Med de oplysninger, I har fundet frem, kan man jo tolke det som om, Falck har lagt forhindringer i vejen for Bios. Jeg kan ikke komme med en juridisk vurdering af, om lovgivningen er overtrådt. Det overlader jeg til Konkurrencestyrelsen og deres undersøgelse. Men det virker ikke som en normal markedstransaktion, hvor man har en udbyder og nogle leverandører. Det ser ud som om, Falck har en forventning om, at det er dem og kun dem, som skal køre ambulancer. Og via sin meget store viden om markedet og aktørerne gør man, hvad man kan, for at det ikke går alt for godt for konkurrenten,” siger han.

Falck har nedfældet et værdisæt, som er offentlig tilgængeligt. Om troværdighed står der: “Vi gengælder andres tillid ved altid at holde vore løfter. Vi er til at stole på. Vi ansporer til åben dialog med kolleger og det samfund, vi tjener, og vi er pålidelige, beslutsomme og hensynsfulde.”

Til Falcks formuleringer om sine værdier siger Peter Munk Christiansen: “Det er nemt at få øje på, at de værdier, Falck har udstukket for sin troværdighed, kan have det svært i denne sag. Eksempelvis med den åbne dialog.”

Værdi og politik

Lektor Steen Vallentin, centerleder for CBS Centre for Corporate Social Responsibility, har også læst artiklen. Han forklarer, hvad der ofte sker i virksomheder under pres. “I den her sag er der tale om værdier og politik.

Lektor Steen Vallentin, centerleder for CBS Centre for Corporate Social Responsibility.

“Når man taler om det første, er det public relations, og når det kommer til politik, er det public affairs. Værdierne signalerer, at man er med på noderne, at man ikke kun er her for at tjene penge, men har et samfundsansvar. Men når der arbejdes bag kulissen med ting, offentligheden helst ikke skal have indsigt i, er der nogle helt andre spilleregler. Det er benhård forretning for at beskytte sin virksomhed.”

Falck er for langt ude

I fællesskab siger de to eksperter, at Falck i mange år har haft en nærmest monopolagtig status med at køre ambulancer, og at Falck er en institution med et stærkt brand. Men når det kommer til at bruge politiske kilder, at sikre sig viden om, hvad journalister er på vej med af historier, og eksempelvis fodre fagforeningen 3F med informationer om sin konkurrent – i dette tilfælde Bios – er Falck gået for langt, vurderer centerlederen:

“Nogle virksomheder kammer over, når de taler om deres værdier med et stort samfundsansvar, men det er ikke det, som kendetegner Falck. Deres fokus er forretningsorienteret. Der skal tjenes penge. Når det så er sagt, virker det efterretningsarbejde, Falck har kørt, meget voldsomt og ude af proportioner. De må have følt sig gået meget nær, da en ny spiller kom ind.”

Demokratiske valg

På det strukturelle plan med at udbyde offentlige opgaver fortæller professoren, at demokratiet, som sikrer mangfoldighed, kan være en forhindring, når det offentlige vil have løst opgaver af private: “Man skal huske på, at udbud af offentlige opgaver har det ekstra element, at der typisk er et råd inde over. Her er medlemmerne valgt demokratisk, modsat eksempelvis en bestyrelse i en privat virksomhed, hvor der typisk er én dagsorden med virksomhedens drift og ve og vel for at skabe overskud. I et regionsråd kan der være mange forskellige interesser i eksempelvis udlicitering, og de forskellige aktører kan naturligvis også påvirke politikerne i processen. Det kan gøre det sværere at sikre effektiv drift.”

Hvad betyder det at være loyal til sin kunde

I sin nu afsluttede kontrakt med Region Syddanmark havde Falck underskrevet en loyalitets-forpligtigelse om at overdrage sin opgave med at køre ambulancer til den nye leverandør – Bios – så smidigt som muligt. Steen Vallentin konstaterer: “Med hensyn til loyalitetsforpligtigelsen må man sige, at det er åbenlyst, at Falck leverer opgaven til den næste leverandør med den største modvilje. Omvendt skal Falck jo huske på, at der er tale om liv og død, når det ikke sker.”

Bios entré på det danske marked har haft overordentlig store økonomiske konsekvenser for Falck, der sidste år havde et underskud på en halv mia. kr. – i en vis udstrækning båret af afskrivninger.

Læs den original artikel fra Økonomisk Ugebrev her.

Scroll Up