Hans tidligere chef kaldte hans arbejde »utilgiveligt«. Nu er han blevet særlig rådgiver for S-minister

Bragt i Berlingske

Torsdag d. 03. december 2020, kl. 06.08 Del denne artikel

De har undskyldt, beklaget og svoret, at det aldrig ville gentage sig.

PR-folk og kommunikationschefer på stribe har gået offentlig bodsgang og undskyldt deres rolle i den store smædekampagne, som Falck for seks år siden førte mod konkurrenten Bios, og som siden udviklede sig til en af de største danske skandaler i dansk erhvervshistorie, da Konkurrencestyrelsen afsagde en historisk hård dom.

Én central aktør har offentligheden aldrig hørt fra: Jens Christiansen, tidligere DSU-formand, partisekretær hos Socialdemokratiet og partner i kommunikationsbureauet Advice, har indtil nu aldrig talt om sin egen rolle i forløbet. I begyndelsen af 2019, da Konkurrencestyrelsen offentliggjorde sin afgørelse, var Jens Christiansen således på jordomrejse med sin familie.

Nu er han tilbage i Danmark, og han har fået nyt job. Manden, der betragtes som en af hovedaktørerne i kampagnen, skal være særlig rådgiver for boligminister Kaare Dybvad Bek (S), meddelte ministeriet i sidste uge.

Jens Christiansen selv kalder det et »drømmejob« i et interview med et sjællandsk lokalmedie, der har talt med ham om den nye ansættelse.

»Det er et drømmejob, så jeg slog til med det samme, da Kaare ringede. Jeg vil gerne vende hjem til det politiske,« siger Jens Christiansen, der begyndte i det nye job 1. december.

Til gengæld ønsker han ikke at lade sig interviewe om Falck-sagen, som han i en SMS til Berlingske kalder for »fuldt og helt afsluttet«.

»Hverken jeg eller Advice skulle have påtaget os den opgave, som havde en klar negativ karakter. Det var en fejl. Det var mit ansvar, og jeg beklager min involvering for mere end seks år siden i denne sag,« skriver Jens Christiansen i en kort SMS til Berlingske.

Hovedrolle

I efteråret 2014 var Jens Christiansen en højt placeret partner og direktør i kommunikationsbureauet Advice, da Allan Søgaard Larsen, Falcks daværende topchef, ringede og havde brug for hjælp. Falcks hollandske konkurrent Bios havde vundet et milliardstort ambulanceudbud i Region Syddanmark og havde dermed haft held til at bryde Falcks de facto-monopol på området.

Modsvaret blev usædvanligt i en dansk kontekst: Falck organiserede en større kampagne, der bevidst sigtede efter at skabe usikkerhed om Bios som arbejdsplads såvel som leverandør. Jens Christiansen var sammen med Peter Goll, daværende direktør hos Falck og ligeledes med en fortid hos Socialdemokratiet, med til at udarbejde den masterplan, der dikterede og fastlagde den strategi, som skulle få offentligheden til at vende sig mod Bios.

Jens Christiansen og en anden medarbejder fra Advice var blandt andet med til at oprette en Facebook-gruppe, som ifølge Konkurrencestyrelsen spillede en hel central rolle i miskrediteringskampagnen mod Bios. Derudover var de med til at arrangere en demonstration mod Bios, ligesom folkene fra Advice bidrog i arbejdet med at formidle negative historier om Bios til forskellige journalister.

Det tumultariske forløb i Region Syddanmark endte som bekendt med, at Bios gik konkurs, og at regionen hjemtog ambulancedriften. Forløbet sluttede dog ikke her: Bios havde undervejs klaget over Falck til konkurrencemyndighederne, og på den baggrund ransagede Konkurrencestyrelsen i december 2015 Falcks kontorer i København, inden man flere år senere – i begyndelsen af 2019 – satte det sidste og afgørende punktum med en rapport og afgørelse, som samlet var en lammende kritik af Falcks fremfærd.

Sagen fik intens dækning i pressen, men Jens Christiansen var på det tidspunkt stoppet hos Advice og befandt sig i en båd på vej tværs over Atlanterhavet, da styrelsens redegørelse blev offentliggjort.

»Utilgiveligt«

I stedet var det Advices adm. direktør, Espen Højlund, der måtte udtale sig og stå på mål for en sag, han ikke selv havde været specielt involveret i. Det kom blandt andet til udtryk i den udtalelse, han gav til DR i 2019.

»Der er ting, som står frem som det mest utilgivelige – og det vil jeg gerne beklage dybt: Det er, at en nu forhenværende direktør og en enkelt medarbejder fra os er med til at lave en strategi, hvis primære formål er at sværte en anden virksomhed – blandt andet ved at skabe frygt,« sagde Espen Højlund dengang.

Den »forhenværende direktør« er lig med Jens Christiansen, og han ville ifølge Espen Højlund være blevet afskediget, hvis han stadig havde været en del af bureauet.

»Havde de to medarbejdere været her i dag, så var de blevet fyret. For det arbejde lever simpelthen ikke op til hverken faglige eller etiske standarder,« lød det videre.

Jens Christiansen har tidligere været partisekretær for Socialdemokratiet, og det er i den forbindelse, at dette billede er taget – ved partiets kongres i 2005. – nu vender han tilbage Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Sagen har – trods Konkurrencestyrelsens hårde kritik – haft beskedne konsekvenser for de implicerede: Kun den tidligere topchef, Allan Søgaard, endte med at blive afskediget, og forløbet har formentlig været en grund til, at han aldrig har landet et nyt topjob igen.

Den nuværende Falck-ledelse, som ikke havde noget med sagen at gøre, indgik i sommeren 2018 et forlig på 152 millioner kroner. Det var kompensation, som gik til de mange berørte i sagen: Region Syddanmark, Bios’ hollandske ejer og konkursboet efter Bios i Danmark.

En anden hovedperson, Peter Goll, blev derimod kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn, hvor han dog for nylig er fratrådt. På sin LinkedIn skriver Peter Goll, at det skyldes, at hans job har »ændret sig meget« siden, han startede.

Respekteret rådgiver

Berlingske ville gerne have spurgt Jens Christiansen, hvad han fortryder i samarbejdet med Falck, og hvad han har lært af Falck-sagen.

I et skriftligt svar slår boligminister Kaare Dybvad Bek (S) fast, at ministeriet er fuldt bekendt med Jens Christiansens rolle i Falck-sagen.

»Det er korrekt, at Jens Christiansen har været tilknyttet Advice og i 2014 rådgav Falck i forbindelse med ambulancedriften i Region Syd. Sagen blev afsluttet i december 2019, og Jens Christiansen beklager, at han og Advice dengang påtog sig opgaven,« hedder det.

»I øvrigt er Jens Christiansen ansat som særlig rådgiver i Boligministeriet på grund af hans mangeårige erfaring med det politiske system. Blandt andet som partisekretær for Socialdemokratiet og som en respekteret rådgiver for en lang række virksomheder og interesseorganisationer,« skriver ministeren, der ikke har uddybet, hvad han mener om Jens Christiansens rolle i Falck-skandalen.

Scroll Up